Siden 2007 har Københavns Kommune fulgt en strategi, der skal gøre København til en festby. Under forskellige slogans – ”Gang i København”, ”En by med kant” – har Københavns Kommune dramatisk øget antallet af bevillinger til natklubber/restaurationer, mere end firedoblet antallet af arrangementer, der afholdes i byen, og nedlagt de kontrolinstanser, der sørgede for, at de gældende regler om støjbelastning blev overholdt.

I snart ti år har borgerne i København måttet leve med følgerne af denne politik, der har gjort flere dele af byen ubeboelige, ikke kun i weekenderne, og ikke kun om natten. Københavns Kommune ser til, medens borgerne bliver frataget en af de mest grundlæggende rettigheder, et menneske kan have: retten til at være i sit eget hjem.

Om natten kommer støjen fra beværtninger, udeserveringer, diskoteker og technofester; om dagen fra gademusikanter og forretninger, der ikke har været sene til at udnytte, at Københavns Kommune har givet området frit. Støjbelastningen har over de sidste ti år nået et niveau, hvor den udgør en alvorlig trussel mod borgernes sundhed og griber forstyrrende ind i deres mulighed for at have et almindeligt privat- og arbejdsliv.

Beboerne har gennem en længere årrække appelleret til myndighederne, men efter flere års frugtes-løs dialog er det klart, at der mangler politisk vilje til at gøre noget ved de massive problemer, kommunen selv har skabt. Der er ingen tegn på, at Københavns Kommune er på vej til at ændre kurs. Efter en sommer, hvor det blev klart, hvor stor frustrationen er blandt byens borgere, afsatte kommunen alligevel mere end 80 millioner kroner til at lette restauratørernes mulighed for udeservering til sent ud på natten. Der er ikke blevet afsat en krone til opsyn med overholdelse af reglerne om støj.

Nu lægger vejret en dæmper på aktiviteterne, men til næste forår går det i gang igen – med flere arrangementer, højere musik og mere affald, urin, bræk og afføring i gaderne om morgenen. Vi har nu gennem mange år prøvet at få Københavns Kommune i tale. Efterhånden har vi måttet erkende, at der ikke er nogen at tale med i den anden ende. Derfor sagsøger vi nu Københavns Kommune.